23948sdkhjf

Kritik: Millionstøtte til Hanstholm Centret er i strid med reglerne

Thisted Kommune handler i strid med kommunalfuldmagten, når den giver penge til renovering og vedligeholdelse af Hanstholm Centret.

I sommeren 2014 fejrede Hanstholm Centret sit 40 års jubilæum med en fødselsdagsfest under det nyrenoverende tag over centertorvet.

Renoveringen var sket for en del af en kommunal bevilling på 2 millioner kroner, som også blev brugt til renovering af belægningerne på centertovet og på centrets gangarealer.

Men det er i strid med kommunalfuldmagtsreglerne, når kommunen afholder udgifter til drift, renovering og vedligeholdelse af såvel overdækning og belægninger på torv og gangarealer i Hanstholm Centret.

Sådan lyder det fra Ankestyrelsen i en vurdering af sagen, som har verseret siden sommeren 2014, da den daværende Statsforvaltning tog sagen op på grundlag af en anonym henvendelse.

Efter at have vurderet sagen er det nu Ankestyrelsens "umiddelbare opfattelse, at Thisted Kommune - ved fortsat at eje dele af indkøbscentret og ved i den forbindelse at afholde udgifter til drift, renovering og vedligeholdelse - yder støtte til private erhvervsdrivende i centret i strid med kommunalfuldmagtsreglerne".

Det skriver Ankestyrelsen til kommunalbestyrelsen og anmoder samtidig om indenfor to måneder at få oplyst, hvad styrelsens udtalelse giver anledning til.

Esben Oddershede (V), formand for kommunens udvalg for klima, miljø og teknik, konstaterer, at det er svært at belyse sagen yderligere. Kommunen har siden 2014 ad flere omgange beskrevet, hvorfor der er handlet, som der er i forhold til Hanstholm Centret.

- Jeg ved ikke, hvad nyt der kan føjes til. Vi kan ikke lave nye regler med tilbagevirkende kraft og kan ikke pille taget af eller tage belægningen op.

- Har vi handlet på kanten af kommunalfuldmagten eller overskredet vores kompetence, så må vi undersøge, hvordan vi forholder os fremadrettet, siger Esben Oddershede.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078